Kasper Degn svingede køllen i Århus

Natten mellem lørdag og søndag blev Danish Poker Golf Championship afgjort på Royal Casino i Århus, og det blev med jysk triumf, da 26-årige Kasper Degn gav resten af feltet baghjul. Klokken 02:30 lørdag nat kunne Kasper således løfte trofæet og modtage præmiechecken på 31.000 kroner efter en 17 timer lang arbejdsdag, der startede i Århus Aadal Golf Club og sluttede på Casino Royal.

De 32 deltagere slog deres første golfbold ud lørdag morgen på Århus Aadal Golf Club og gik derefter på jagt efter en god score på de 18 huller. En score der skulle danne basis for hvor mange pokerchips de ville side med fra start af i aftenens pokerturnering på Royal Casino.

Kenneth Brændgaard (handicap 3,6) endte med 39 stableford point og dermed rundens bedste score. Næstbedste score stod Ken Petersen (handicap 36) for med 35 point og lige efter kom stand up komiker, Uffe Holm (handicap 2,5) med 33 point.

Kenneth Brændgaard kunne dermed sætte sig til rette ved pokerbordet om aftenen som chipleader med i alt 5.900 pokerchips – alle deltagere fik 2.000 chips fra start plus 100 chips per optjent stableford point på golfbanen.


Ved bordene sad også forhåndsfavoritter såsom Theo Jørgensen, Martin Wendt, Frederik Hostrup, Uffe Holm og Jacob Juhl. Sidstnævnte røg ud som den første og resten af dette femkløver røg ligeså ud på stribe i løbet af turneringens første par timer.


Efter knap 6 timers pokerspil sad kun Kasper Degn og Søren Andersen tilbage i den afgørende heads up – og her trak Kasper Degn, hvis alias navn på Ladbrokes Poker er ”mo_fo”, det længste strå. Kasper Degn, som Ladbrokes på forhånd havde sat til odds 17 gange pengene igen, løb altså med titlen som Danmarks bedste kombinerede poker- og golfspiller 2007.

Ladbrokes danske manager, Richardt Funch udtaler ”Danish Poker Golf Championship blev en stor succes og det var herligt at se de 32 deltagere udfolde deres talenter i både golf og poker. Med den fantastiske feedback vi har modtaget fra alle satser vi stærkt på at Danish Poker Golf Championship vender tilbage igen til næste år”.

asd