Selvom vi endnu ikke for alvor er kommet i gang med EPT'en i London, så fortsætter de store danske resultater i opvarmningsserien UKIPT. Denne gang var det i highrolleren, hvor vi havde hele to danske finalister i form af Henrik Hecklen og Frederik Brink i et felt, der fik sat en imponerende rekord med sammenlagt 276 entries sammensat af 233 spillere og 43 rebuys.
Og de to danskere var bestemt ikke færdige med at vise sig frem her. Henrik Hecklen startede som lyn og torden og var ifølge egne udlægninger 5 ud af 5 i all ins, hvoraf de fire af slagsen var for livet. Derfor havde vi også to danskere med blandt de sidste tre, hvor Olivier Busquet desværre viste sig som for stor en mundfuld.
Først røg Brink af som nummer tre, og så var det Hecklen, der blev sat på plads heads up:
"Taber HU til Busquet. Kører først et 3 streets bluff ind i en straight, og derefter AQ<KT," skriver han på Pokernet.
De to danskere kan trods alt glæde sig over nogle ganske fine præmiepenge. For andenpladsen får Henrik Hecklen 71.400 pund eller godt 675.000 kroner, mens Frederik Brink må 'nøjes' med 52.200 pund eller 493.000.
Et stort tillykke til de to danskere, og lad os håbe, det er tegn på, hvad der er i vente ved EPT'en.
Hecklen toer i UKIPT highroller til 675.000 - Brink treer
Jonas Hjortdal