Team Martin's Poker kaprer skønhed

Pokerskønheden Liz Lieu er det seneste succesfulde skud på stammen hos Martin de Knijffs Team, Martin's Poker.

Hun slutter nu op på holdet, der i forvejen huser spillere som Martin de Knijff, Patrick Antonius, Alex Stevic, Tobias Persson, Cecilia Nordenstam, Peter Eichhardt, Henric Olander og Ingemar Backman.

"Idéen om at spille på et hold tiltaler mig virkelig. Da jeg mødte Martin og de andre fra holdet, var jeg straks klar over, at jeg gerne ville være en del af dette slæng. Det bliver meget spændende at repræsentere Martin's Poker," siger vietnameseren Liz Lieu og fortsætter:

"Det bliver meget sjovere at deltage i forskellige turneringer velvidende, at der er et hold til at støtte mig, når det går godt, og nogle at heppe på, hvis jeg bliver slået ud," siger Liz Lieu.

Lieu har spillet poker, siden hun var 18 år gammel, men hun begyndte først at spille turneringsspil i 2005, og hun blev nummer fem i den allerførste World Series of Poker event, hun deltog i.

Men hendes modstandere vidste så heller ikke, hvem de var rendt ind i. Lieu er en af de bedste cashspillere i Las Vegas og Los Angeles, hvor hun vedvarende slår igennem i 400/800 dollars spil.