007 er en klovn til poker

Skuespilleren Daniel Craig, der spiller James Bond i næste 007-film, har indtil videre ikke gjort alt for god reklame for den britiske agent.

Først forbløffede han de garvede 007-fans ved at indrømme, at han hader pistoler. Dernæst fortalte Craig, at han ikke anede, hvordan man skal køre i den fede 007-øse Aston Martin.

Nu er det så også kommet frem, at Craig ikke aner en dyt om poker. Da instruktørerne fandt ud af Craigs pokerevner, fik de straks fløjet en ekspert ind til Berlin, hvor optagelserne fandt sted, så Craig kunne få nogle gode råd til, hvordan han skulle spille den vigtige pokerscene i filmen.

Siden har Craig også bekendtgjort, at han ikke bryder sig om Bonds favoritdrink - 'Martini, shaken, not stirred'.

Hvem ved, måske Daniel Craig er i gang med at udspille sig selv til næste gang, der skal uddeles roller til en James Bond film.