Wayne Rooney i poker-stormvejr

Manchester Uniteds Wayne Rooney er tilsyneladende ikke en lige så gudbenådet på den grønne filt, som han er på grønsværen.

Den engelske avis Daily Mirror skriver således, at Rooney i går aftes var ude i et sandt pokerstormvejr, hvor han i sidste ende måtte overrække holdkammeraten Phil Bardsley nøglerne til sin nye Chrysler 300C. Spillet var ellers Texas Hold’em, som skulle være Rooneys favoritspil.

Bilen koster i omegnen af 250.000 kroner i England, og dermed kostede aftenens spil poker fodboldstjernen i omegnen af en halv ugeløn.

Phil Bardsley som jævnligt spiller poker med Rooney og holdkammeraterne Wes Brown og Rio Ferdinand benægter, at han har vundet bilen. Han hævder i stedet, at selv om bilen har tilhørt Rooney, så har han faktisk købt bilen af ham.

Den engelske avis skriver også, at Rooney har en øjeblikkelig spillegæld hos bookmakerne på syv millioner kroner, og Rooney skulle efter sigende være godt tosset på sine omgivelser, fordi ingen har stoppet ham i at spille så store summer i håb om at vinde det tabte tilbage.